AC Milan

En af giganterne i italiensk fodbold

AC Milan blev dannet i 1899 under navnet Milan Foot-ball and Cricket Club, og allerede i 1901 kunne de for første gang kalde sig italienske mestre. I de efterfølgende år gik det godt for Milan, men en kontrovers, der i 1908 førte til opdelingen af holdet i AC Milan og Internazionale Milan, satte holdet tilbage, og det lykkedes dem først at generobre titlen som italienske mestre i 1951. Siden er det gået både op og ned for klubben, som bl.a. har været tvangsnedrykket til Serie B, men som også har vundet 18 ligatitler og 18 FIFA- og UEFA trofæer.

Milan i Serie A
AC Milan er en af giganterne i italiensk fodbold, og sammen med Juventus FC, Inter Milan, Roma, Fioretina, Lazio og Napoli danner de gruppen ”The Seven Sisters of Italian Football”. AC Milan har - med undtagelse af to sæsoner i 1980’erne - spillet i Serie A, lige siden ligaen blev oprettet i 1929. Deres rød- og sortstribede trøjer er et af de mest genkendelige sæt i fodboldverdenen og har givet dem kælenavnet ”I Rossoneri” - de røde og sorte.

Et af højdepunkterne i enhver Serie A sæson er lokalderbyet mellem AC Milan og ærkerivalerne fra Inter Milan. ”Derby della Madonnina”, som kampen bliver kaldt, er et af de største opgør i Europæisk klubfodbold. Opgøret bliver desuden endnu mere specielt af, at de to klubber deler hjemmebane. Begge klubber spiller nemlig deres hjemmekampe på legendariske San Siro med en kapacitet på lidt over 80.000 tilskuere. Derby della Madonnina er således et tilløbsstykke hver sæson og har budt på nogle aldeles mindeværdige kampe.

Europæisk dominans
Det er dog ikke kun i den hjemlige liga, AC Milan har tradition for at vise tænder. De plejer nemlig også at være garanti for spektakulær fodbold i de større europæiske turneringer, og de er det mest vindende italienske hold i Champions League. På verdensplan er det kun Real Madrid CF, der har vundet flere titler i den prestigefyldte turnering, end AC Milan.

Det var også i netop Champions League finalen, AC Milan mødte Liverpool FC i det, der af mange betegnes som den bedste kamp i fodboldens historie. I den sagnomspundne finale fra 2005 var Milan foran med 3-0 ved pausen, men endte med at tabe det hele på gulvet efter en dramatisk straffesparkskonkurrence. To år senere mødtes de samme to hold igen i finalen, og her trak Milan det længste strå.

AC Milan er en institution i Italiensk fodbold og en af de store drenge i Europæisk fodbold generelt. Hvis dit hjerte banker for fodbold, og hvis du drømmer dig væk til de lunere himmelstrøg i det nordlige Italien, så er en fodboldrejse til AC Milan det helt rigtige for dig.